Foto: 
RENÉ LETVAD
Af: Redaktør 04.09.10 15:32:00

Dansk rekordtun på 123,5 kg.

Jeg nævnte også, at der var masser af albacore i området ud for fyret. Det viste sig at være en sandhed med modifikationer, idet der var tale om små blåfinnede tun, som et hold jyder havde et sjovt fiskeri efter på almindeligt trollinggrej. De fangede et par håndfulde på woblere og oplevede på deres kroppe og specielt grej, at det ikke går uden det rette grej. Det tog ca. 30 sekunder at få tømt et alm. trollinghjul når en af de lidt større tun huggede, og de brugte flere timer på at lande en bluefinn på ca. 22 kg..!
Da vi ankom sent fredag aften den 23. juli, var der glæde på big game broen, idet der i løbet af dagen var landet tre store tun på omkring 200 kg. stykket.

Det er aldrig sket før i den korte Kroatiske big game historie, så forventningerne til de kommende dages ferie med forhåbentlig nogle dages fiskeri fra den efterhånden hårdt prøvede alubåd. Det vigtigste var selvfølgelig var at finde ud af hvem, der havde fanget hvad og hvor fiskene opholdt sig.

Det var ligeledes vigtigt at finde ud af hvilke agn, der fiskede bedst. Det blev klaret i løbet af lørdag formiddag, hvor det blæste, så der var masser af tid til at snakke med gamle venner fra det meste af Europa, der allerede var på stedet og fiskede på livet løs.
Søren Olesen fra Fyn var også på plads og havde fået en uges forspring, som han havde udnyttet ved at fange et par gode tun.

Han kunne også berette om en tun på ca. 60 kg., som han havde landet og harpuneret så den hang på siden af båden og lige skulle bløde af. Den gode Søren, der var alene i båden, trængte til en forfriskning oven på den hårde fight, og da han havde drukket sin kolde øl og ville se til tunen, var den stukket af med harpunspidsen og havde knækket linen og taget krogen med i dybet. Her lærte Søren noget nyt: sørg altid for at sikre en fanget fisk med et solidt reb om halen...

Da jeg var på ferie med fruen gik de følgende dage med hygge og klargøring af båden. (det er lidt løgn. Det blæste for meget til at tage på havet, så derfor blev der hygget i stedet)

Fiskeriet i år var noget anderledes end det plejede, da fiskene var på forholdsvis lavt vand helt ind over 70 meter vand, blev der fanget store fisk.
Der var også sket ændringer i hvorledes de forskellige både fiskede. Flere af de lokale charterbåde lå og fiskede 20-50 meter fra hinanden. De havde fundet ud af, at det var det mest effektive. Det gav selvfølgelig anledning til nogle spændende situationer, når en af de store fisk huggede inde i klumpen af både.

Hverken Søren eller jeg havde lyst til at ligge inde i klumpen, og det var heller ikke sikkert, vi havde ”fået lov” til at ligge der. Derudover ville det give anledning til for meget panik og chancen for at miste en stor fisk, var helt enkelt for stor, så vi holdt os væk fra klumpfiskeriet. Det er stadig en god ide som gæst at holde god afstand til de andre både.

Tre tunhug på en gang
En af dagene havde en af charterbådene fra Vodice en sjov oplevelse. De fik et dobbelthug og inden de nåede at få den sidste line ind, huggede endnu en tun, så de pludselig stod med tre gode fisk på samtidig. Det var mere end de kunne klare, men på grund af ”klumpfiskeriet” lå ”Shy” ganske tæt på og kunne bakke hen og få overdraget den ene stang med fisk og så sejle lidt væk og fighte fisken, der viste sig at være en fin tun på ca. 60 kg. Senere på dagen blev fisk og stang leveret tilbage til den anden båd, der i øvrigt fik begge de fisk, de først havde fået på.

En anden sjov episode oplevede en af mine tyske venner, der var ude alene for første gang i en ny båd, han har købt sammen med en kammerat.
Dagen gav fire tun op til 70 kg., og det var en noget udkørt tysker, der kom i land ud på aftenen.

For mit eget vedkommende forløb min første fiskedag lige efter planen. For en gangs skyld ville jeg ud før fanden fik sko på og det var lig med at så op kl. 04.00 for at komme nogenlunde først ud i det hotte område. Det viste sig bare ikke at være tidligt nok, idet nogle af de andre var oppe kl. 03.00 og sejlede ud kl. 04.00. 

Enden på det hele blev, at vi var tre både, der fulgtes ud til dagens første stop, hvor det gjaldt om at fiske agnfisk i form af makreller mm.
Det gik forholdsvis hurtigt, så havde jeg de 5-6 makreller, jeg skulle bruge, hvorefter jeg sejlede ud og begyndte at fiske.

Jeg havde lige fået firet mine liner i vandet og var begyndt at skære sardiner og fylde maskinerne, da der kom endnu en båd sejlende lige mod mig. I lang tid kunne jeg se den kom nærmere og nærmere og AIS alarmen begyndte at give lyd fra sig.

Det viste sig at være fiskerikontrollen, der havde valgt at starte deres morgenrunde med at kontrollere mig og min båd. Det gik forholdsvis enkelt, bortset fra at de syntes jeg fiskede med for mange stænger. Det talte vi lidt frem og tilbage om, hvorefter jeg rullede den ene line ind og alle var glade.
De fortsatte herefter rundt til de øvrige både og jeg kunne se dem via AIS-en hele tiden. På et tidspunkt var de ca. 20 sømil væk og forsvandt fra skærmen. Ikke fordi jeg havde dårlig samvittighed, men det var nu meget rart at holde lidt styr på dem.

Læs resten af  René Letvads artikel i Fiske Avisen, bl.a. om tunen på hele 123 kg, som blev Letvads nyfortolkning af Den gamle mand og havet...

Fiske Avisen kan købes i kiosker over hele landet eller bestilles på telefon 48301368 eller mail info@fiskeavisen.dk.

Kommentar