Foto: 
RENÉ LETVAD
Af: Redaktør 01.02.11 22:40:00

Flat Jack: Ny trolling-agn i gammel forklædning

Det, der adskiller Flat Jack fra de velkendte Apex, er muligheden for at sætte en lille rustfri nitte i snuden og bagerst på agnen, og derved få en trolling-agn, der ikke længere er en gennemløber, men mere minder om et blink i forhold til monteringen på forfang eller hovedline. De nye Flat Jacks kan helt enkelt monteres på samme måde som et traditionelt trollingblink, og det vil i den forbindelse være klogt at huske en ordentlig hægte med en kuglelejesvirvel.

Jeg har endnu ikke prøvet den i vandet, men der er ingen grund til at tro, at den opfører sig anderledes end forbilledet. Der er selvfølgelig mulighed for at fiske Flat Jack uden nitterne. Den fungerer på præcis samme måde som Apex, dvs. en agn, der monteres som en gennemløber. Det modsatte kan selvfølgelig også lade sig gøre, nemlig at flytte nitterne fra Flat Jack over på en Apex. Hvis hullerne i Apexen er for små, kan de gøres større ved hjælp af en varm nål eller et lille bor.

Savage Gear lancerer Flat Jack i et begrænset antal velprøvede farver. Men der er også mulighed for at købe den i mere end 12 forskellige specialfarver, der er malet specielt til Tempo Både i Ishøj Havn, hvor Michael i samarbejde med erfarne trollingfiskere har udvalgt en serie specialfarver, der kun kan købes hos Tempo Både og i Simrishamn.

Flat Jack leveres med en enkeltkrog med springring og svirvel, og ved første øjekast virker krog og springringe en smule underdimensioneret. Men både ringe og krog skulle kunne holde til et træk på min. 40 kg. Det vil der aldrig blive brug for, selv om alle laks’ moder hugger. Der er selvfølgelig intet til hinder for at benytte de traditionelle rustfri Apex kroge.

Flat Jack sælges i en 2-pak og koster kr. 99,- for en pakke med nitter, kroge og springringe.

Kommentar